- Skal jeg fortælle dem det?
- Skal jeg lyve omkring det?
- Hvad vil de sige til det hvis de ved det?
- Vil de stadig være venner med mig?
- Vil de tænke jeg er mærkelig?
- Vil de grine af det?
- Vil de tage afstand?
…
Jeg sidder i min seng. Alene. Jeg føler mig uden mening.
Min telefon lyser op. En besked fra min klassekammerat.
”Hvorfor var du heller ikke i skole i dag?”
…
På det her tidspunkt er det sjældent, at jeg kommer i skole.
Det er lige så stille begyndt at gå op for mig selv, at der nok er noget hold i den angstdiagnose som
lægerne har stillet.
I lang tid skubbede jeg ansvaret fra mig selv. Når folk spurgte mig hvad der var galt, var mit svar altid ”Jeg ved ikke hvad jeg fejler. Jeg ved bare jeg har det meget skidt. Og lægerne kan heller ikke finde ud af hvad det er”, og det var på trods af at de havde fortalt mig at jeg havde angst.
Jeg ville ikke være ved, at det var det der var galt med mig. Jeg måtte jo fejle noget andet. Jeg kunne på ingen måde forholde mig til at det var psykisk den var galt, for så var jeg jo mærkelig, tænkte jeg.
Jeg følte mig flov over det. Det var et stort tabu. Og hvis nogen fandt ud af det, ville jeg så bare være ’ham den mærkelige’ for dem?…
I lang tid prøvede jeg at holde det så tæt til mig som muligt, kun min familie og få andre omkring mig vidste det. Alle andre blev spist af med, at jeg ikke vidste hvad jeg fejlede men, at det nok snart blev godt igen. Alt dette, ind til det var så slemt, at jeg nærmest ikke kunne forlade huset.
…
Jeg finder igen mig selv siddende i min seng, på mit værelse. Mit liv og min tilværelse er langt fra alt hvad jeg havde været førhen.
Hvad er meningen med at lyve for mig selv?
Hvad er meningen med at lyve for de mennesker som er omkring mig?
I min egen forestilling om, hvad andre vil tænke om mig og min situation…
…
*Dyyyyb vejrtrækning*
- ”Hey ven, jeg har fået angst. Jeg kommer ikke i skole igen, for jeg har det simpelthen for skidt”
- ”øøøhmm.. Det er jeg ked af at høre. Hvad er det du er bange for?”
- ”Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg virkelig ikke har det godt”
- ”Håber snart du får det bedre. Du må endelig sige hvis jeg kan hjælpe med noget”
Jeg havde endelig fået skrevet. Jeg havde endelig fået det fortalt. Det var skræmmende, og samtidig rart. Han skrev ikke at han syntes jeg var mærkelig… Men vent… Hvad nu hvis han tænker det? Hvad nu hvis han helt tager afstand fordi han synes jeg piver og at jeg bare skal tage mig sammen?
…
Jeg tog et aktivt valg om at fortælle dem som ville høre på det, at jeg havde angst.
Det var skræmmende. Og det var virkelig svært!
Hvad vil folk tænke? Gider de overhovedet høre omkring min situation? Vil alle forlade mig når du finder ud af hvordan jeg er?
Det var virkelig noget jeg skulle bearbejde, og acceptere med mig selv.
Jeg har ikke kontrol over hvordan andre reagere eller hvad de tænker. Jeg har kun kontrol over mig selv
…
Her mange år efter jeg valgte, at tage dette valg omkring at være åben om min situation, går det først op for mig.
Denne person kunne lige så godt have ladet være med at skrive i første omgang. Der var ingen der fortalte ham at han skulle gøre det. Det var af ren og skær interesse. Interesse for hvordan jeg havde det, fordi jeg nu engang ikke kom i skole.
Ikke for at nedgøre mig, ikke for at håne mig. En helt oprigtig interesse i mig og mit velvære
…
AT VÆRE ÅBEN OMKRING MIN ANGST, ER UDEN TVIVL DET MEST SKRÆMMENDE, OG SAMTIDIG DET BEDSTE VALG JEG OVERHOVEDET HAR TAGET PÅ DENNE REJSE
– Lukas Enemark